Jeg har gennem mange år haft en drøm om at kombinere to ting, jeg brænder for: Opera og sejlads.
Jeg har altid været overbevist om at jeg på et tidspunkt skulle forene disse to ting. Jeg har siden jeg var dreng interesseret mig meget for at sejle, og derfor var det naturligt for mig, at tænke i disse baner. Da jeg bragte projektidéen op i mit operaensemble guidOpera, vakte det genklang hos flere af operasangerne i truppen, der ligesom jeg holder meget af at sejle. Vi har gennem de sidste 12 år opført mange af de kendte operaer i kammerudgaver, rundt i Danmark, Sverige, Finland, Norge og Tyskland.
Det er en naturlig følge at udnytte disse mange års erfaring som projektgrundlag så kombinationen af opera og sejlads nu kan føres ud i livet. Jeg ser frem til nu også at kunne bringe opera ud til havnebyer og øer i Danmark, hvor man måske ikke så ofte vil møde denne kunstart.
Vores finskbyggede sejlbåd kan rumme størstedelen af det sædvanlige ensemble, som gennem mange år har turneret i teaterforeningerne i Danmark. Derfor er foreningen Opera mellem Himmel og Hav dannet.
Stemningsbilleder
Ombord møder du bl.a.
Guido Paevatalu
Guido har 30 års ansættelse på Det kgl Teater som solist bag sig... Han har sunget over 50 operaer og operetter som solist i operahuse og på festivaler herhjemme, i Skandinavien, Europa og USA, hvor han blandt andet har sunget i Tannhäuser i Houston, Texas og i Tulsa, Oklahoma.
I 2008 etablerede han ensemblet guidOpera, der turnerer med kammeropera i Danmark og Skandinavien. Her er han operachef og kunstnerisk leder, instruktør, producent og scenograf. I 2018 stiftede han foreningen Opera mellem Himmel og Hav.
Niels Jørgen Riis
Niels Jørgen har været solist på Det kgl Teater i snart 25 år... Han har sunget over 40 roller, hvoraf de ca 30 har været i italienske operaer.
Han er ridder af Dannebrog og fast tenor i guidOpera. Det var også på teatret at den ældre barytonkollega Guido opdagede denne specielle bornholmer.
Resten er en broget historie!
Signe Asmussen
Signe er én af sin generations mest alsidige og karismatiske sangerinder...; en musikalsk kamæleon, som uden problemer boltrer sig i snart sagt alle genrer. Dertil er hun udstyret med sund nysgerrighed og et skarpt gehør.
Carmen, Tosca, Musetta i La Bohème, Rosalinde i Flagermusen og Cio Cio San i Madama Butterfly er blot nogle af de mange roller hun har på repertoiret.
Leif Greibe
Leif er uddannet på Det kongelige danske musikkonservatorium... i København. Allerede inden sin diplomeksamen i 1992 blev han ansat på Det kgl. Teater som operarepetitør, hvor han siden har arbejdet med mere end hundrede operaopsætninger.
Han er kapelmester i guidOpera, medstifter af Helsingør Kammeropera og i sin egenskab af kammermusiker og akkompagnatør har han givet talrige koncerter i Europa, Asien og Nordamerika.
Vi kommer til jer
Vores mål er at samarbejde med kommuner, havnefestivaler, teaterforeninger og foreninger af enhver art, der alle har lyst til at få besøg af opera skibet. Scenen kan være et skibsværft, et pakhus, en fiskeriauktionshal, en kirke i nærheden af havnen eller hvad der nu er muligt.
Vi har stor erfaring med at udvirke vores kunst under primitive såvel som spektakulære forhold. Den lokale forankring er meget vigtig for os, og vi ønsker at samarbejde med frivillige i det danske foreningsliv og andre, som vil tage en tørn, så Opera mellem Himmel og Hav kan bidrage til sommerens kulturelle festligheder i deres område.
Operasangerne og musikerne er mandskab ombord. Udover koncerten på land, håber vi også at kunne bidrage til det miljø, der er i havnen, så lokale og sejlere kan møde os, hvor vi er.
Vi har mulighed for at opføre enten kammeropera eller en koncert tilpasset de mulige rammer. Derudover vil vi i mange tilfælde kunne lave en opera workshop for børn og unge, af en noget kortere varighed, så de kan blive inspireret af vores kunstform.
Vi håber at se jer på vores tur!
Guido Paevatalu
FAKTA
Støttemuligheder
Forestillingerne er godkendt til Formidlingsordningen af Statens Kunstfond.
Sæson
Vi satser på at have en sæson, som
ligger fra 15. juni – 15. september.
Båden
”Serenade” er 44 fod,
og den stikker 2,40 m.
Praktisk
Vi har brug for kajplads i havnen, i nærheden af det sted, hvor vi skal optræde. Derudover skal vi have adgang til landstrøm, men ellers medbringer vi det meste ombord.
Bæredygtighed
Båden går for sejl, og vi transporterer os derfor stort set CO2-neutralt.
Vi er med i foreningen Landsforeningen Levende Hav – levendehav.dk